Christian: Du har utvivlsomt ret i, at man ikke sælger noget til nutidens økonomer og politikere, der smager det mindste af en marxistisk analyse, men blot fordi økonomer har med at forestille sig, at deres disciplin giver dem en eller anden hardcore realitetsbaseret ret til at udtale sig om alt muligt indenfor politik og filosofi, behøver man jo ikke holde sig indenfor deres begrænsninger. Tragedy of the Commons hører i grunden til under filosofi, og netop derfor bør man ikke tage hensyn til de mange tabuer sat op omkring den politiske debat. At filosofere med en hammer eller slet ikke, det er spørgsmålet.
Tragedy of the Commons er lige så misbrugt af dem, som foregiver at være conservative, libertarians eller free market kapitalister, som Adam Smith og hans frit opfundne usynlige hånd. Hvis man går med på de indsmuglede antagelser, så befinder man sig i en situation, hvor man skal tage følgende parade af non sequiturer alvorligt
“No interest group has adequate incentive to forego its turn to obtain concentrated benefits at public expense. No interest group has adequate incentive to put the interests of the whole ahead of the interests of the few. The logic of collective action discourages investments in sound public policy just as it discourages investments in sound ecological stewardship.”
Magen til usammenhængende vås, skal man desværre ikke lede så længe efter. Det er mindsettet, jeg talte om, at en “interest goup’s” interesser per definition og gudgiven natur altid strider imod alle andres. Hvilket også indebærer, at man skal accptere, at hvis man er del af en interest group, så er man ikke en del af “the whole”. Og siden vi alle har en eller anden speciel interesse, findes der altså slet ikke noget whole. So don’t join the union, vote Walker for Wisconsin baby, for fagforeninger er blot en illusion der skal dække over et kaos af fragmenterede individer med nogle kyniske pampere i toppen, hvis self-interest ikke bare er indbyrdes modstridende men direkte skadelige for “the whole”. Det eneste remedie er selvsagt privat ejendomsret og den medfølgende bogstaveligt talt usynlige hånd.
Og så har man ovenikøbet den kalkulerede orwellske frækhed at kalde dette the logic of _collective_ action, som om der er noget som helst kollektivt eller logisk tvingende ved disse privatejendomsfantasier.
Homesteading, eller colonial apologetics som det burde hedde, er en glimrende pointe. I tillæg til de forhold, du påpeger, skal man ikke glemme, at i den virkelige verden er det i hvert tilfælde manden med den største kølle, der bestemmer, hvornår man har “blandet sit arbejde” med landet og skabt noget af værdi. Jeg henviser til den skæbne samtlige urbefolkninger har lidt fra nord til syd, øst til vest. Homesteading-argumentet med dens arbitrære værdibegreb er simpel racisme, og i tilgift natural state-romantik. For vi ved jo godt, at ejeren af landet er den sidste, der “blander sit arbejde” med noget som helst. Det er det, man har slaver og lønslaver til, og jeg har endnu aldrig hørt økonomer i den anglosaksise mainstream argumentere for, at dem der arbejder i fabrikken burde eje den.
